Udviklingen af kommende ledere sker i samarbejde med skole og erhvervsliv

I alt otte virksomheder fra erhvervslivet er en del af Fremtidens Leder. Med i samarbejdet er store virksomheder som Coop, BESTSELLER, Matas, H&M, Davidsen Tømmerhandel, Bygma og Odense Universitetshospital. ”Muligheden med samarbejdet er, at hvis man som kommende elev på Tietgen Business har ambitioner om at blive leder, er Fremtidens Leder vejen frem”, forklarer uddannelseschef på Tietgen Business, Flemming Wazar Jørgensen.

En oplagt mulighed for at følge eleverne hele vejen

Hos Føtex i Bolbro har man også valgt at være en del af samarbejdet. I forvejen aftager varehuset en del elever fra Tietgen Business. Men med denne aftale ser man nye muligheder. ”Vi får mulighed for at følge eleverne fra starten af deres uddannelse, og har længere tid til at præge dem og gøre dem klar til et lederjob efter endt uddannelse”, siger Mads Beck, salgschef for nonfood hos Føtex i Bolbro.

Hos BESTSELLER er Apprentice Rresponsible Per Bomholt heller ikke i tvivl om, hvordan virksomheden kan drage nytte af den tidligere kontakt med eleverne: ”Det giver os en mulighed for at spotte unge kandidater tidligere og være med til at præge dem i forhold til deres fremtidig karriere. Og så kommer eleverne også med et større kendskab til virksomheden og derved mere klar til de udfordringer, de møder hos os”.

Uddannelsen stiller krav

”Med projektet forsøger vi at hæve barren og gøre noget ekstra for de elever, som er målrettede og vil give det ekstra, der skal til”, fortæller Flemming Wazar Jørgensen. ”Eleverne skal vide, at både skolen og virksomheden stiller krav til dem. For os handler det ikke blot om at fange de elever, som er fagligt dygtige og kan fremvise de højeste karakterer. Der handler lige så meget om at få fat i de elever, der besidder nogle personlige kompetencer – høj energi, nysgerrighed, innovativ tænkning, ansvar og lederevner – som blot venter på at blive forløst”, fortsætter han. 

Fra virksomhedernes side er ønsket om et højere niveau blandt deres elever helt klart den primære årsag til samarbejdet. Efterfulgt af målrettede elever, der ved, hvad de vil med deres uddannelse. ”Hos Matas ønsker vi at få elever, der er fokuseret på fremtiden allerede inden de starter på skole, elever som VIL nå deres mål og som ikke er bange for at vise hvad de består af og samtidig sætter ’overlæggeren’ højere end de fleste”, forklarer distriktschef Ditte Schouw Larsen.

Hun bakkes op af Mads Beck fra Føtex i Bolbro: ”Føtex mangler lederemner og mangler nogle elever, der tager noget ansvar og har viljen til succes. Vi oplever, at rigtig mange gerne vil have en uddannelse inden for butik, og ikke har gjort sig nogle overvejelser om, hvad de vil efter endt uddannelse. Vi vil gerne have fat i de elever, der har ambitioner, og som har tænkt videre end til endt uddannelse”.