English

Leveregler og studiemiljø

For at sikre et godt studiemiljø for vores elever og et godt arbejdsmiljø for vores lærere har vi nogle leveregler, en antimobbestrategi og en rusmiddelpoltik.

Faglige udfordringer og godt studiemiljø

Det overordnede mål på Tietgen Business er at skabe de bedst mulige rammer for læring gennem faglig udfordring og godt studiemiljø.  

De 6 leveregler

 På vejen frem mod målet...

... møder vi vores elever med nærvær og respekt  
For os er den måde, vi møder vores elever på det allervigtigste. Vi tror på, at den gode relation mellem lærer og elev er en væsentlig forudsætning for trivsel og læring. Vi understøtter relationen gennem samtale og daglig kontakt til den enkelte.

... ser vi eleven som en ressource  
Vi tror på, at alle mennesker har ressourcer – og at enhver læringsproces skal tage udgangspunkt i disse. Det er vores opgave at bevidstgøre eleverne om deres styrker frem for svagheder.

... motiverer, engagerer og involverer vi 
Vi ser pædagogisk mangfoldighed og den anerkendende tilgang som en vej til motivation, engagement og involvering. Den pædagogiske mangfoldighed understøttes af en løbende pædagogisk debat.

... har vi fokus på erhvervslivet  
Vi er en erhvervsuddannelse, derfor inddrager vi det omgivende erhvervsliv i det faglige arbejde. Det sker gennem daglige opgaver såvel som længerevarende erhversrettede forløb.

... ser vi forskellighed som en styrke 
Vi anerkender, at vi alle er forskellige, og vi tror på, at forskellighed skaber grobund for vækst.

... gør vi, hvad vi siger, og vi gør det sammen 
Vi arbejder i lærerteam, hvor vi samarbejder om den enkelte elev. I dette samarbejde er det afgørende for os, at vores elever opfatter os som troværdige og enige.

Fokus på et godt studiemiljø

Vi har stort fokus på at skabe et godt studiemiljø på Tietgen. Derfor har vi også forventninger til vores elever. Bl.a. forventer vi, at vores elever opfører sig respektfuldt over for andre elever og lærere og vi tager stærkt afstand fra alkohol og brug af rusmidler i alle undervisningssammenhænge. For at sikre dette har vi udarbejdet en antimobbestrategi og en rusmiddelpolitik, hvor du kan læse mere om vores regler og forventninger til eleverne.

Antimobbestrategi

Elever på Tietgen Business skal leve op til skolens værdier, som fremgår af de 6 leveregler. Som elev på skolen skal man deltage i skolens fællesskab og opføre sig med respekt og tolerance. Elevernes trivsel er en forudsætning for læring og alle skal være glade for og trygge ved at være i skole. Mobning er et fælles problem, som alle på skolen har ansvar for at forebygge og reagere på

Hvad er mobning?

Mobning er systematisk forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person i en sammenhæng, hvor personen er nødt til at være. En person er mobbet, når personen gentagne gange og over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra en eller flere personer. Digital mobning kan være sværere at opdage, den er mere anonym, og rollerne kan være mere uklare. Eksempler på digital mobning er:

  • At lægge eller dele krænkende eller diskriminerende tekst eller billeder på sociale medier.
  • At udelukke bestemte personer fra sociale fora, f.eks. fra en klassegruppe på Facebook.

Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) definerer mobning således:

  • Mobning i skolen udspringer af utrygge kulturer i klasser eller på årgange.
  • Mobning kan ses som udstødelsesdynamikker mellem mennesker i sociale sammenhænge, som børn og unge ikke har mulighed for at trække sig fra. Mobbeprocesser markerer et fællesskab, hvor nogle anerkendes som værdige medlemmer, mens andre ikke anerkendes, og derfor udstødes som uværdige medlemmer af fællesskabet. Dermed defineres fællesskabet af, hvem der ikke er med.
  • Mobning handler om mere end blot et offer og en mobber. Det handler også om tilskuere og medløbere, som mere eller mindre bevidst accepterer udstødelsen eller nedværdigelsen af et eller flere af gruppens medlemmer.
  • Mobning er et gruppefænomen, og bekæmpelse af mobning i skolen handler i høj grad om at ændre kollektive dynamikker i klasser eller på årgange. Mobning handler altså ikke om svage elever, men om elever, som bliver gjort svage i et fællesskab.

 

Formål

Formålet med denne antimobbestrategi er at sikre et godt læringsmiljø og forebygge mobning, herunder digital mobning både på skolen og i fritiden. Skolen tolererer ikke mobning i nogen form.

 

Handleplan

Hvad sker der ved anmeldelser fra elever, der føler sig krænket, eller ved anmeldelser fra elever, der er vidne til krænkelser af andre på skolen? Skaden anmeldes til klassen kontaktlærer, som efterfølgende tager fat i studievejleder og ledelse. Skadens omfang afdækkes, og indenfor 10 dage er der lagt en handleplan for det videre forløb. Berørte elever hjælpes og bistås i det videre forløb. Der gives støtte til at få handlingerne stoppet. Det videre forløb planlægges sammen med de involverede elever.

Da sagerne kan være meget forskellige, vil handleplanen udarbejdes individuelt for den enkelte elev.

Klageinstans DCFU

Der er i regi af Dansk Center for Undervisningsmiljø oprettet en klageinstans for mobbeofre. Her kan eleverne selv tilgå en anvisning til, hvordan de skal forholde sig i tilfældet af oplevet mobning.

Du kan finde klageinstansenher.

Rusmiddelpolitik

Tietgen Business er fri for alkohol og andre rusmidler i alle sammenhænge med undervisning. Dette gælder også i forbindelse med vores studieture i ind- og udland, hvor indtagelse af alkohol og/eller andre rusmidler ikke er tilladt. Medfølgende lærere kan i sjældne tilfælde dispensere for reglen om indtagelse af alkohol. Dispensationen vil kun gælde, hvor elever er sammen med lærere.

Hvis vi har mistanke om, at en elev har et misbrug af alkohol eller stoffer, vil vi ALTID handle på det.

På skolen arrangerer vores elevråd forskellige arrangementer, som f. eks fredagscafé én gang om måneden og fester ca. 3 gange om året. Vi erkender, at indtagelse af alkohol er en del af dansk ungdomskultur ikke mindst i forbindelse med fester og sociale arrangementer. Vi vil aldrig fremme eller opmuntre elever til at drikke alkohol, men tillader dog, at vores elevråd sælger sodavand, øl, vin samt breezer o. lign til elever. Men aldrig shots eller stærkere spiritus.

Såvel fredagscafé som fester er lukkede arrangementer for vores elever, en enkelt fest om året tillader én gæst pr. elev. Fredagscafé og fester kontrolleres af professionelle vagter og af ansatte på skolen, som søger at sikre at ingen elever beruser sig eller bringer sig i situationer til fare for sig selv eller andre. Herunder varsler vi forældre, hvis vi skønner det nødvendigt. Vi tilstræber, at fester på vores område afvikles under rolige og kontrollerede former, og at gribe ind i tide for at forebygge uhensigtsmæssig adfærd som følge af fuldskab.

Har vi mistanke handler vi

Hvis vores lærere observerer, at en elev klarer sig dårligt, og hvor der er mistanke om misbrug af alkohol eller stoffer, har læreren pligt til at drøfte sin mistanke med elevens kontaktlærer.

Hvis elevens kontaktlærer vurderer, at der er en klar og begrundet mistanke om, at eleven misbruger alkohol eller stoffer, har kontaktlæreren pligt til at underrette såvel elevens studievejleder som skolens studie- og trivselskoordinator.

Studie- og trivselskoordinatoren samt studievejlederen indkalder herefter eleven til en afklarende samtale. Hvis eleven er under 18 år eller har skrevet under på, at vi må kontakte hjemmet også efter det fyldte 18. år, vil vi som udgangspunkt inddrage hjemmet – medmindre forhold taler imod dette. Det videre forløb, herunder vores støtte og opfølgning aftales konkret. Kontaktlæreren informeres om aftalen med eleven.

Hvis forældre inddrages, tilbydes der kobling til behandlingscenter fra respektive hjemkommune, hvis det skønnes aktuelt. Derudover vejledes forældrene i at kontakte behandlingscenteret, hvis de har spørgsmål til håndtering af situationen generelt – typisk har behandlingscenteret et gratis rådgivningstilbud til forældrene.

Sanktioner

Elever, der tages i besiddelse af hash eller andre euforiserende stoffer i skoletiden, anmeldes som udgangspunkt til politiet.

Er besiddelsen af hash eller andre euforiserende stoffer i forbindelse med en fest på skolen, kan eleven modtage karantæne til kommende fester. Bliver eleven taget i besiddelse af stoffer igen, udmeldes eleven fra skolen.

Sælger en elev hash/stoffer på skolen – er det udmeldelse uden advarsel samt anmeldelse til politiet.

Information

For at sikre kontinuerlig rusmiddelforebyggelse på Tietgen Business, arbejder vores elevråd hvert år med konkrete problemstillinger omhandlende rusmidler. Elevrådet præsenteres for rusmiddelpolitikken.

Når en elev starter på Tietgen Business underskriver eleven ordensregler, hvor det beskrives at skolen tager kraftig afstand fra al brug og salg af euforiserende stoffer og der henvises til Tietgen Business rusmiddelpolitik som ligger synlig på Tietgen.dk.

I samarbejde med Odense Kommune afholdes der oplæg i klasser af 2 lektioners varighed – oplægget omhandler generel information om rusmidler – der er fokus på dialogbaseret undervisning.

Samarbejde med Odense Kommune

Vi samarbejder med Odense Kommune vedr. unge og misbrug – link herunder:

Kontaktperson 

Torben Vangsted
Projektleder og rusmiddelkonsulent 
Tlf. 29 62 48 58
Mail: tova@odense.dk