Rikke fra marketing

Hvorfor valgte du netop din studieretning?
Jeg valgte min studieretning af flere årsager. Jeg var i brobygning på hhx, inden jeg startede og fandt afsætning spændende. Derfor ville jeg gerne have det på højt niveau, og det har vi på marketinglinjen. Jeg brugte skolens hjemmeside til at læse om det og udelukkede studieretningen ”international”, fordi min svage side er sprog. Jeg udelukkede også ”økonomi”, fordi jeg tænkte, den ville blive for tør. Ud fra disse ting stod jeg mellem ”innovation” og ”marketing” og nåede frem til marketing, fordi den er mere bred. 
  
Hvad er det gode ved din studieretning?
Vi lærer både noget om marketing, økonomi og har samtidig mulighed for at vælge, om man vil have matematik på højere niveau eller måske prøve lidt innovation. På marketinglinjen er klasserne også meget blandede, og man skal ikke være god til en bestemt ting.
  
Hvordan udmærker din studieretning sig?
Der er ikke noget som sådan specielt ved denne studieretning, fordi den netop er bred, laver vi mange forskellige ting – blandt andet virksomhedsbesøg.
  
Hvad kan du bruge din studieretning til, når du engang er færdig med gymnasiet?
Jeg kan bruge min studieretning på mange måder, når jeg er færdig med gymnasiet. Jeg kan både læse videre inden for marketing, men også vælge en retning med økonomi.