English

Center for it

Undervisningsministeren har udpeget Tietgen til at være vært for et nyt center for it i undervisningen på erhvervsuddannelserne. Det nye center skal hjælpe erhvervsskolerne i deres arbejde med it i undervisningen ved at indsamle og udbrede erfaringer og ny viden til gavn for elever og undervisere.

Nyt center for it i undervisningen på erhvervsuddannelserne placeres på Tietgen Business

Undervisningsministeriet har tirsdag offentliggjort hvilken uddannelsesinstitution, der får værtsrollen for det nationale videnscenter for erhvervsuddannelserne - med fokus på IT som instrument i undervisningen. Valget faldt på Tietgen Business, som dermed skal stå i spidsen for udvikling og drift af videnscenteret frem til 2021.

"Brug af it er en naturlig del af stort set alle erhvervsuddannelser og af de praktikvirksomheder og det arbejdsmarked, eleverne kommer ud til. Derfor skal vi sikre, at erhvervsskolerne har den nyeste viden om at bruge it i undervisningen på en hensigtsmæssig måde. Det skal det nye center hjælpe med, så alle erhvervsskoler bliver klædt godt på. Derfor er jeg glad for, at Tietgen nu kan gå i gang med opgaven, og jeg glæder mig til at følge arbejdet," siger undervisningsminister Merete Riisager.

Direktør på Tietgen Annette Vilhelmsen blev glad, da hun fik nyheden overleveret fra ministeriet.
"Der er stort behov for at samle og udbrede viden om metoder og indhold ift. at anvende it i undervisningen på erhvervsskolerne. Jeg er stolt af, at Tietgen får lov til at være center. Nu skal vi i gang med arbejdet, " fortæller hun.

Uddannelseschef på Tietgen Business Dorte Isager har været en del af arbejdsgruppen, der har søgt om videnscenteret og hun bliver konstitueret centerleder indtil stillingen bliver besat.

"Vi er utrolig glade, stolte og ydmyge over at få værtsrollen for videnscenteret. Hele digitaliseringsområdet ligger meget tæt på Tietgens DNA, Det er et område vi ønsker at arbejde intenst med som arbejdsplads, og som vi ønsker at give vores elever de bedst mulige oplevelser med. IT er blevet en del af den pædagogiske virkelighed, men det er bestemt ikke uden udfordringer, og langtfra alle steder hvor det giver de ønskede resultater. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med hele erhvervsskolesektoren i Danmark, så vi kan fremme gode løsninger og forfine vores pædagogiske tilgang til IT i undervisningen," forklarer Dorte Isager.

Det nye center placeres på Tietgen, men centrets opgaver dækker alle erhvervsuddannelsesområder og skal samarbejde bredt og være til gavn og inspiration for alle interesserede erhvervsskoler. Med det nye center indgår Tietgen i et samarbejde med universitetsforskningsmiljøer på Syddansk Universitet og Københavns Universitet, som bidrager med forskningsmæssig forankring og opbygning af ny viden.