English

Fynsk virksomhed forlænger elevuddannelse

Jern og Glas Aps i Vissenbjerg trodser coronakrisen og forlænger uddannelse med Tietgen-eleven Linda Loch Sørensen

En corona-succeshistorie

På trods af stor usikkerhed i erhvervslivet på grund af corona, er der alligevel lyspunkter og virksomheder, der har brug for ekstra hænder. En af de virksomheder er Jern og Glas Aps fra Vissenbjerg. Virksomheden laver døre, vinduer og skillevægge i jern og glas - de såkaldte new yorker-vægge.

Jern og Glas har forlænget deres korte uddannelsesaftale med eleven, Linda Loch Sørensen, så den nu gælder til udgangen af juli - og ikke til 1. maj, som først aftalt. Linda Loch Sørensen er handelselev med speciale i salg hos Tietgen PraktikCenter, og hvad enten, man som Linda er handelselev eller har et af de andre specialer, detail, handel eller kontor, er det muligt for virksomheder at indgå en kort uddannelsesaftale, hvor virksomheden står for en mindre del af elevens uddannelse.

”Min kortaftale med Jern og Glas har betydet, at jeg er blevet fastholdt i mit studie. Jeg er glad for at være hos Jern og Glas, hvor jeg fra dag et har følt mig velkommen. Hverdagen er alsidig, og det trives jeg super godt i”, siger Linda Loch Sørensen.

>> LÆS MERE OM KORTE UDDANNELSESAFTALER HER

Korte uddannelsesaftaler giver et frisk boost
En kortaftale er en god mulighed for elever for at komme ud og få fingrene i virkelighed og skabe kontakt til en virksomhed. Samtidigt er det også en mulighed for virksomheder som Jern og Glas for at få motiveret og engageret arbejdskraft ind i virksomheden i en fart.

”Vi er rigtig glade for, at Linda er blevet en del af virksomheden. Lindas erfaring fra tidligere jobs har betydet, at hun hurtigt har kunne varetage mange af virksomhedens opgaver. Vi har forlænget aftalen, fordi vi håber, at Linda vil færdiggøre sin uddannelse hos os”, siger administrende direktør i Jern og Glas Aps., Benjamin Hove.

Samarbejde med kommune og Tietgen
Benjamin Hove beskriver forløbet med Assens Kommune og Tietgen som effektivt og gnidningsfrit.”Vi fik hurtigt en god dialog med Jobcenter Assens og Tietgen, og efter få dage var der opsat et møde med en vejleder fra Tietgen. På mødet gennemgik vi, hvilke typer elever Tietgen PraktikCenter kunne tilbyder, og vi fik lavet en specifik kompetenceafklaring for vores virksomhed. Inden for to uger havde vi tre gode elever til samtale”, siger Benjamin Hove.

Uddannelsesløft
Linda Loch Sørensen går på Tietgen fordi hun gennem puljen for uddannelsesløft fik mulighed for at tage en erhvervuddannelse på 100% dagpenge. Hos Jobcenter Assens er der også glæde over forløbet med Linda og Jern og Glas, og deres samarbejde med Tietgen om uddannelsesløft.”Elever, der gennemgår uddannelsesløft er ofte 40+ år, hvilket betyder, at det er længere tid siden de har skullet begå sig i et studiemiljø. Desværre er det heller ikke altid den målgruppe, der står først i køen til lærepladser”, siger Anja Madsen, der er virksomhedsambassadør i Assens Kommune.

”Vi er meget tilfredse med Tietgens håndtering og behandling af vores uddannelsesløftskandidater, når forløbet er i gang. Vi er super glade for vores samarbejde med Tietgen om netop denne gruppe mennesker, fordi det er så vigtigt for samfundet, at de kommer på den rette hylde”, siger Anja Madsen.

>> LÆS MERE OM UDDANNELSESLØFT HER

Kontakt os

Vil du høre mere om mulighederne for at få en elev ansat i en kortaftale eller anden form for uddanelsesaftale er du velkommen til at kontakte vores vejleder og oplæringsansvarlige hos Tietgen PraktikCenter.

Søren Emdal

Vejleder/oplæringsansvarlig på handels- og kontoruddannelsen Telefon: 26 15 40 03 Mail: shem@tietgen.dk

Spørgsmål til uddannelsesløft

Har du spørgsmål til uddannelsesløft, er du velkommen til at kontakte vores vejledere Inger Lund og  Ann Aarby Kirk på tkcvejledning@tietgen.dk.